2000

 

Dagbog fra campingferien fra den 22.06. til den 16.07.2000, hvor målet var St. Petersborg i Rusland.

Deltager: Lars Erik, Gerda og Sven Erik Appel

Mette, Lene, Jens, Lisbeth og Hans Henning Appel

Vores campingferie 2000 startede allerede i marts 1999, hvor Hans Henning og Sven Erik blev enige om, at tag til St. Petersborg, hvis resten af familien ville med.

 

Det førte til utallige planlægningsmøder, hvor vi læste, drømte, fabulerede og planlagde alt det spændende vi skulle opleve -

 

Vi havde nok ikke rigtig forestillet os, at vi skulle løbe ind i så mange vanskeligheder og at det skulle være så besværligt at fremskaffe visum til St. Petersborg. Gerda prøvede ved ambassader, konsulater og forskellige rejsebureauer blev prøvet - men uden held. Hans Henning forsøgte sig gennem en tysk adresse - også uden held.

Gerda prøvede, at skrive til 2 russiske campingpladser, for at få en bekræftelse på vores ophold (pladsbestilling), da det var nødvendigt, for at få visum, men heller ikke det lykkedes.

 

Da vi næsten syntes, vi havde prøvet alt, blev vi anbefalet fra en person (en herboende polsk dame), at prøve et københavnsk turistbureau, som hun havde gode erfaringer med. Første gang Gerda havde kontakt med Profil Travel blev hun blankt afvist, med at de ikke kunne hjælpe os, men efter store beklagelser om alt hvad vi havde prøvet, lykkedes det at få gjort kontakten interesseret i vores forehavende og så lykkedes det, så nu havde vi visum til 8 personer i 7 dage.

 

Der blev skrevet alenlange huskesedler om alt hvad vi skulle huske inden afrejse: Internationalt kørekort, visum, vaccinationer, apotek, bank, forsikring osv. - osv

 

 

 

Torsdag d. 22. juni.

Efter de mange forberedelser, oprandt dagen endelig. Lars Erik og Gerda havde travlt med at besøge Rakel, Kjestine og Bente om formiddagen.

Sven Erik kom hjem fra arbejdet kl. 14.30 og kl. 15. kørte vi mod Kolding, hvor vi skulle mødes med Dinne og Brian, der skulle låne vores anden bil, mens vi var af sted. Syd for Kolding havnede vi i den første kø pga. et trafikuheld.

På Bilkas P-plads i Kolding, mødtes vi så med Lisbeth, Hans Henning og deres 3 børn og så gik det ellers østpå, kl. 17.45 var vi på Fyn - derfra videre til Sjælland, hvor vi spiste aftensmad, kort efter vi havde passeret broen.

Over Sjælland gik det i strygende fart. Trods forsinkelsen ved Kolding, nåede vi færgen i Helsingør i fin stil, ja kom endda med en afgang før beregnet.

Med Kronborg om bagbord i den smukkeste solnedgang, sejlede vi mod Sverige med ankomst 22.10. Vi fandt fint gennem Helsingborg, fik tanket kareterne og så videre mod Stokholm.

Fandt en fin rasteplads ved Åsljunga ved 23.30 tiden, - fik lidt "varm" rugbrød m/løgpølse, - ungerne hen og sove, - og vi fire voksne fik os en lille én til at sove på, - og så godnat kl. 24.10.

Fredag d. 23. juni.

Stod op ved 7-tiden efter en rimelig rolig nat, hvor vi alle havde sovet en del, bortset fra Hans Henning. Herligt vejr - enkelte knot!

Gerda og Sven Erik fik sig vasket på tankstationen og spiste morgenmad i fred og ro, inden resten af forsamlingen fik øjne.

Efter at alle havde spist, gik Gerda og Sven Erik og de 3 største børn en dejlig lang tur ind af en skovvej, hvor vi plukkede vilde jordbær (uhm) og så de første rigtige klipper.

Var klar til afgang kl. 9.15.

Naturen er ret ensformig, vi kører gennem masser af skov. Vejret er skyet til og det småregner ind imellem. Formiddagskaffe ved Vänamo. Lisbeth fik som den første øje på en elgko, der stod lige på den anden side hegnet langs vejen og strakte hals for at spise græs langs vejkanten.

Holdt en lille pause, da vi var kommet gennem Jønkøbing. Fortsatte op langs den smukke Vättern sø i fin kørevejr.

Fandt en ganske vidunderlig rasteplads ved Mjølby mellem Vättern og Linkøping, hvor vi spiste frokost og holdt en god rast.

Ved 16 tiden, så vi det første glimt af den smukke svenske skærgård, ellers havde vi mest set træer og træer og træer.

Tog en kop kaffe sidst på eftermiddagen et skønt sted med den dejligste udsigt over vand og klipper.

Gerda og Sven Erik så en elgko stå og æde raps ca. 200 meter inde på en rapsmark - sikke et syn!

Ved godt 18 tiden var vi i udkanten af Stockholm. Fik tanket bilerne og blev enige om at køre gennem byen i dag, hvor der simpelthen ingen trafik var og finde en campingplads i den nordlige by ende.

Efter en fin, fin tur gennem Stockholm og forespørgsel på et par tankstationer, lykkedes det os endelig at finde Rösjöbaden camping. Vi fik et par pladser ved siden af hinanden i en lille "slunde", - rigtigt hyggeligt og næsten for os selv, men der er masser af myg og pladsen virker utrolig rodet og beskidt.

Vi fik hurtigt stillet op og lavet aftensmad: Ris med knor sauce, salat og frikadeller, - det smagte udmærket!

Kl. var 21.30 da vi havde spist, så vi måtte skynde os at blive indskrevet, få vasket op og puttet børn, så vi 4 gamle kunne sætte os ned med en lille én og slappe lidt af før vi gik i seng temmelig trætte. Ingen af os havde overskud til at gå en tur for at se om der skule være et St.Hans bål nogle steder.

Lørdag d. 24. juni.

Stod op ved 8 tiden. Var i bad to og to, da det kostede 5 sv.kr. pr. bad.

Fik morgenmad og fra nu var det børnenes job at vaske op efter morgenmad (næsten) hver dag.

Kørte mod Stockholm ved 9.30 tiden og fandt fint ind i byen. Stoppede op et sted for at rekognoscere og finde ud af hvor centrum lå. Til vores forbløffelse fandt vi ud af, at vi allerede var havnet midt i centrum, - sikke et held.

Fandt hurtigt en sidegade, hvor vi kunne stille bilerne gratis på grund af weekend og gik op i byen.

Hans Henning fik vekslet penge. Lisbeth var på apoteket for at købe noget mod myg og resten af os kiggede på flotte springvand.

Blev enige om at tage med en "Open Top" bus rundt, for at se byen. Prisen var 130 sv. kr. for voksne og gratis for børn, men de penge var givet rigtig godt ud, da det var en god måde at se den centrale del af byen på.

Vi stoppede mange gange og så på smukke bygninger og udsigter, da vi selv kunne bestemme hvornår vi ville stå af og stå på igen.

Vi stod af bussen tæt ved det kongelige slot og var så heldige, at komme netop som der var vagtskifte. Dette var slet ikke så stift og formelt som i Danmark.

Var inde og se slotsgården, men syntes ikke vi havde lyst til at gå på det kongelige museum. Vi var dog en tur i slotskirken, hvor der netop havde været messe. Enkelte var i deres nationaldragter.

Efter slotsbesøget, gik vi en tur op ad gågaden – Drottninggaten - hvor vi bl.a. så nogle indiske kvinder danse på gaden.

Vi havnede ved bilerne, hvor vi fik "eftermiddagskaffe" kl. 12.30 med masser af tør kringle, der så miserabelt ud, men smagte godt i sultne maver.

Nu gik turen til Gamla Stan, der er den ældste del af byen. Her var masser af mennesker og mange butikker - spændende med alt det folkeliv.

Gik forbi en falaffelbutik", hvor der duftede skønt. den hed Jerusalem.

Herfra gik vi tilbage til slottet og hoppede på "vores" bus og kørte tilbage til bilerne.

Var tilbage på campingpladsen ved 16 tiden, hvor vi fik "frokost" med store pølser. Bagefter hoppede Lene, Mette og Gerda en tur i søen, mens drengene fiskede, dog uden at fange noget.

Resten af dagen slappede vi af med forskellige gøremål: Fiskeri, boldspil, solbadning, blåbærplukning m/tilhørende spisning, gåture på pladsen, aftensmad tilberedning (Lisbeths hjemmelavede sammenkogt m/pose-kartoffelmos), opvask, læsning, kortspil osv. osv.

Lars Erik havde lidt bøvl med maven.

Vi gik alle tidligt i seng, godt trætte efter en oplevelsesrig dag.

Søndag d. 25. juni.

Stod op lidt før kl. 7 til en lun, overskyet morgen. Var allerede klar til at køre kl. 8.50. Kl. 9.45 passerede vi Uppsala i fin stil, havde nu kørt 1000 km og tilbagelagt 1/6 af turen. Vejret er ved at klare op til flot solskin. Ingen trafik.

Fik formiddagskaffe lidt syd for Gävle.

Landskabet er meget ensformigt. Nede omkring Stockholm var der en del landbrugsjord, men lidt nordligere kørte vi ind i mange, mange kilometer med udelukkende granskov. Her nord for Gävle er der flere birketræer. Enkelte steder åbner sig smukke udsigter over skønne søer. Vejene er fine og vejret kan ikke være bedre at køre i, så det går i god fart nordpå.

Da der er få rastepladser, blev kl. 13.30 før vi fik frokost, så da var vi godt sultne. Fandt et dejligt sted ca. 75 km. syd for Sundsvall.

Videre nordpå for fuld hammer. Efterhånden blev naturen smukkere og mere åben med fantastiske flotte vue ud over fjorde og søer. Her er en del fine bondegårde, de fleste er røde.

Her oppe nordpå blomstrer syrener, guldregn, jasminer og lupiner i fuld flor. Der er enkelte kornmarker og kornet er kun få cm. høj her sidst i juni.

Ca. 20 km. nord for byen Örnsköldsvik fandt vi en dejlig campingplads ved Arnäsvall, Mosjöns camp. Vel ankommen til campingpladsen, nød nogle af os en øl, mens andre pakkede ud og gjorde klar til en ny fisketur. Denne gang måtte der et fiskekort til. Både drengene og pigerne deltog ivrigt i fiskeriet.

Det var sjovt at se, hvordan drengene ivrigt smed ud og halede ind hele tiden, mens Lene smed ud - lagde sig på broen og "drømte".

Til aftensmad fik vi pasta m/frikadeller og en rigtig lækker knor sauce.

Medens de voksne hyggede sig, fiskede ungerne hele aftenen. Jens havde en stor fisk på krogen, men blev nok lidt for ivrig, så den slap fra ham.

Lisbeth har i dag set 2 elge og et par hjorte, så hun er slet ikke til at skyde igennem.

Der løb en ræv ud foran bilen på motorvejen, men vi undgik den. Her er en del skader og måger, men ellers ser vi ikke mange fugle.

Lisbeth og pigerne gik tidligt i seng. Vi andre satte os ned til søen, hvor Sven Erik lavede et lille hyggeligt, forsinket St. Hansbål. Vi gik i seng ved godt 23 tiden og da var det stadig lyst. Har kørt ca. 620 km. i dag.

 

 

Mandag d. 26. juni.

Vågnede op til en skøn morgen. Det har regnet lidt i nat. Børnene sov så længe det var muligt, så de kunne blive oppe i aften og opleve midnatssolen.

Var klar til afgang kl. 9.10 i dejligt solskinsvejr.

Kører gennem landsbrugsområder, men det er mange km. siden vi har set en rapsmark

Her er det græs og en del små kornmarker, hvor kornet lige er kommet op med nogle få cm. Her er til gængæld rigtig mange hø marker og på de fleste står en mængde små huse/skure - sikkert til opbevaring af hø og redskaber.

Det er virkelig småt med rastepladser, så vi måtte springe over formiddagskaffen og gå direkte til frokosten, som vi til gengæld fik på en rigtig dejlig rasteplads - Granberget) - mellem Umeå og Skellefteå.

Vi har bestemt ikke set mange danskere heroppe, men på denne ret lille rasteplads, så vi pludselig fem danske biler. Så vi "døbte" den omgående til "Danskerpladsen".

Vejret skyede til og om eftermiddagen kom der enkelte regnbyger. Vejene er stadig rimelige. Handlede for de sidste sv. kroner i Luleå. Derfra fortsatte vi i silende regnvejr og passerede grænsen ved Haparanda kl. 18. Kørte bare lige igennem uden nogen form for kontrol. Nu er vi så i Finland.

Prøvede at veksle penge ved en INFO, men automaten var i stykker.

Vi fandt hurtig campingpladsen i Tornio, og blev modtaget af millioner af knot - føj. De satte sig alle steder, så campingvognen så ud som om den var oversprøjtet med et eller andet. Camping Tornio.

Lisbeth og Gerda fik hurtigt flikket lidt aftensmad sammen (pulver champignonsuppe m/flutes og æggekage) og som bekendt: I sultne maver smager alting jo godt.

Fik ryddet så meget til side i campingvognen, at alle kunne rykke sammen og spise, da det var complet umuligt at være udenfor hos alle de knot. (Knot er den norske/svenske betegnelse for Mitter).

Drengene prøvede at fiske fra broen, men havde bøvl med at krogene satte sig fast. De mistede begge en krog og Lars Eriks flyder røg også af midt i elven, men Jens fik den fanget og halet op inden den drev væk - flot klaret

Pigerne gik ret tidligt i seng og vi andre hyggede i fællesrummet på pladsen. Da vi gik i seng ved 24 tiden, var det stadig fulkommen lyst.

 

Tirsdag d. 27. juni.

Ingen af os har sovet særligt godt i nat, bortset fra drengene. Vi vågnede op til gråvejr og KNOT, KNOT, KNOT!

Hen mod middag kørte vi op i Tornio for at veksle penge. Fik hævet på visa. Derefter kørte vi nordpå mod Rovaniemi for at se julemandens og betræde polarcirklen.

Spiste frokost på en lille rasteplads, der var så dejlig da vi kom, men efter fem minutter, var luften fyldt med myg, så vi måtte pakke os ind og spise hurtigt.

Her er stadig enkelte bittesmå kornmarker. I udkanten af Rovaniemi mødte vi de første rensdyr i vejsiden, som nu ikke var særlig interesserede i at tale med os - eller blive fotograferet.

I nærheden lå en samerlejr, man kunne komme ind og se, men den virkede nu alt andet end indbydende, så det ville vi ikke give penge for, - der så beskidt og ulækkert ud og rensdyrene i indhegningen så elendige ud.

Så har vi været i "Julemandens værksted". Sikke en omgang bavl, selv børnene syntes bare at det var for meget!! Vi havde forventet noget andet, da vi lovede dem det.

Bagefter kørte vi op til Polarcirklen, hvor vi fotograferede lidt, mødte andre danskere fra Thy, der havde været udsat for røveri på en rasteplads nede ved Gøteborg, mens de havde sovet 3 timer.

Vi fik eftermiddagskaffen ved polarcirklen. Bagefter var vi inde og se en glaspuster i aktion, - det var vældig spændende. Han kunne lidt svensk og havde været i Danmark. Lars Erik købte en lille svane og Gerda købte en meget smuk vase, som den han arbejdede på.

Vi kørte tilbage til Rovaniemi, hvor vi var i en Intersport forretning. Her købte drengene fiskeudstyr og Lars Erik købte sig en vældig flot, stor og farlig samerkniv, som han havde sparet sammen til og ønsket længe.

Undervejs hjemad, var vi et smut inde ved et museum, hvor der var en masse gamle landbrugsmaskiner. Hans Henning og Sven Erik fik kig på en gammel Porsche, lige som den deres far havde, da de var børn.

Vejret har været noget så flot her i eftermiddag. Det har vi i den grad nydt.

Hjem til Tornio, hvor vi hjalp hinanden med at lave og spise aftensmad: "Fingerspidser i snesjap" plus salat og flutes.

Vi spiste i fællesrummet på pladsen, da vi ellers var blevet ædt af knot.

Drengene gik ned for at fiske helt til kl. var 23., det var jo helt lyst, men ingen fisk bed på. Vi andre sad i fællesrummet og spillede lidt kort.

Det har tordnet og regnet en kort overgang, hvor regnen trommede ret højt på fællesrummets bliktag. Efter regnvejret var det ikke så slemt med knot og myg.

Kl. 23.45 måtte Sven Erik af sengen og hente drengene, der stadig stod under bruseren, de kunne slet ikke finde i seng i den lyse sommernat.

Onsdag d. 28. juni.

Drengene var lidt vanskelige at få liv i, men vi var da klar til at køre kl. 9.

Det gik pludselig stærkt med at få pakket sammen og komme afsted, da der på én gang kom et voldsomt "overfald" af myg, - så skal man nok lære at få fart på. Morgenen havde ellers været dejlig fri for diverse smådyr.

Vi var inde og handle ved en rigtig landhandel mellem Kemi og Oulu. Drengene købte billigt fiskeudstyr. Gerda købte laks og en tæppebanker. Butikken var ikke særlig stor, men nævn den ting der ikke var i den!!

Udenfor butikken snakkede vi med en ung dansker, der var alene på vej Østersøen rundt - på en ny type postcykel som han samtidigt testede. Han var startet en uges tid før os og regnede med at være hjemme først i august.

Han havde benyttet sig af chancen den dag den nye Øresundsbro var åben for cyklister og ville søge dispensation til at cykle over Storbæltsbroen når han kom tilbage. Han havde cyklet 102 km. pr. dag.

Var inde på en tankstation og få en gang stå formiddagskaffe 30 km. nord for Oulu. Naturen stadig ret ensformig og svarer i hvert fald ikke til vores forventninger. Men der er solskin.

Kl. 12.30 fandt vi en lille rasteplads og holdt pause i fem kvarter i det skønne vejr. Efter frokosten fik de fleste en softice til dessert.

Vej nr. 19, som vi troede, vi skulle køre efter ifølge kortet, men i virkeligheden slet ikke hed 19, smuttede for os. I stedet måtte vi længere sydpå, inden vi kunne dreje østpå. Så i stedet for som planlagt at køre sydøst ved Pulkkila, måtte vi helt ned til Pyhäsalmi inden vi kunne køre mod Kuopio. Vejene er rigtig gode, men naturen fortsat ensformig, - mest skov.

Ved 18 tiden kom vi til Kuopio og fandt en ganske vidunderlig campingplads.

Her var både bade og fiskemuligheder, samt utrolig fine køkken- og brusefaciliteter. Drengene satte hurtigt telt op og gik ned for at fiske. Pigerne var lidt på legepladsen.

Aftensmad: Bøf med skruer og salat.

Om aftenen vaskede Lisbeth storvask. Hans Henning vaskede op. Gerda og Sven Erik prøvede at finde ind til byen, men det mislykkedes. Flot vejr.

Torsdag d. 29. juni.

Stod op til det flotteste solskinsvejr, skønt det har tordnet og regnet ret voldsomt i nat. Gerda og Sven Erik havde loftslemmene åbne, så det blev temmeligt vådt før de blev lukket. Drengene kom ind i tordenvejret og fik en kop mælk og en hyggesnak, inden de kravlede til køjs igen.

Ved godt 10 tiden kørte Gerda, Sven Erik og drengene ind til centrum af Kuopio. Nu havde vi fået et kort i infoen, så vi kunne finde derind. Vi gik en tur på det store marked, købte lidt frugt og grønt, samt en Kalakukko, en særlig østfinsk specialitet: Små fisk bagt ind i rugbrødsdej sammen med flæsk.

Vi var en tur i et supermarked inden vi kørte tilbage til campingpladsen og spiste vores Kalakukko - der i øvrigt smagte rigtig godt.

Vi var klar til afgang fra Kuopio kl. 12.15. Lisbeth og Hans Henning og pigerne var kørt i forvejen. Det gik i fin fart sydpå. Var inde og raste et dejligt sted ved 14.30 tiden. Ankom til Lappeenranta kl. 16.15.

Her ventede os en rigtig dejlig campingplads, camping Rauhalahti - og sjovt nok ankom vi næsten samtidigt.

Vi fik hastigt stillet op og hoppede i Hans Hennings bil og kørte op i byen. Drengene blev hjemme for at fiske, mens Lene ryddede op og læste.

I Lappeenranta så vi først den smukke gamle lappekirke fra 1794. Den var meget flot med sine klare blå farver.

Der er fem kirker i byen, men vi kunne desværre kun nå at se de to inden lukketid. Derfor valgte vi den ældste og den yngste. De havde hver deres særpræg, men var begge smukke.

Efter lappekirken kørte vi ud til Sammonlahden kirke fra 1992. Den var lige så smuk, men meget anderledes. Den lå i en forstad til Lappeenranda og var faktisk lidt svær at finde, da den lå inde i et større kompleks med butikker og boliger.

Hjemme igen tilberedte vi aftensmaden - uhm: Laks m/nye røde kartofler, salat og Cafe de Paris sauce. Øj - hvor det smagte godt.

Efter maden var Lene og Gerda nede og bade i søen, mens drengene fiskede og mænnerne vaskede op.

Efter "ungeputningstid" spillede vi lidt 31. Gik i seng ved 23 tide og kl. 24 var Gerda ude og fortælle drengene at de gerne måtte lægge sig til at sove.

Det regner og tordner lidt i det fjerne. Naturen i dag har været noget smukkere end det vi ellers har set.

 

 

Fredag d. 30. juni.

Dejlig morgen at vågne op til. Det er Lisbeth og Hans Hennings bryllupsdag.

Vi kom afsted lidt før kl. 9.

Kørte mod den finsk/russiske grænse, som vi nåede lidt før kl. 10 finsk tid. Her holdt vi lidt og ventede inden vi var inde og vise pas og få vekslet penge.

Vi spejdede efter den russiske grænse og var spændte på, hvordan det ville være at komme igennem. Allerede flere kilometer før grænsen, holdt der lastbiler i lange baner.

Så kørte vi videre til den russiske grænse "forpost", hvor vi fik udleveret en lille seddel med tidspunkt, antal personer og bilnummer - kl. 11.20 russisk tid. Det tog ca. 20 minutter, hvor Gerda hentede kaffe og forfriskninger til os alle.

Nu måtte vi så køre 22 kilometer gennem smuk natur til den egentlige grænsekontrol. Her skulle vi igennem nogle forskellige instanser, kontroller og have stempler inden vi kunne køre videre - kl. var blevet 13.30, da vi reelt var inde i Rusland.

Vi havde ingen problemer og de fleste var vældig hjælpsomme og søde, men meget formelle. Der var en mand, der prøvede at kommer foran i køen, ved at bestikke en vagtpost, men det kunne bestemt ikke lade sig gøre, så vidt vi så.

Kørte gennem Vyborg, en trøstesløs, møgbeskidt, forfalden by og for at sætte kronen på værket, så styrtede regnen ned. (Heldigvis havde der været tørvejr ved grænsen). Vyborg er en stor by, men det lykkedes os noget så fint at komme igennem den.

Vi holdt ind og rastede et stykke syd for byen, spiste i campingvognen, da det stadig regnede.

Vejene i og udenfor Vyborg var temmelig dårlige, men her lidt sydøst på er de væsentlig bedre.

Videre gik det mod Skt. Petersborg hvor vi skulle finde Olgino Camping. Efter nogen kørsel frem og tilbage, forespørgsel hos et par mennesker og på en tankstation, samt ved en af de mange pæne damer med højhælede sko og masser af makeup, lykkedes det os at finde Olgino Motel og camping. Det var nu snarere et hotel i helt østlig standard.

Efter udfyldelse af adskillige formularer lykkedes det også at hidkalde en mand, der kunne vise os selve campingpladsen. Vi kunne se, at vi nok var de eneste som boede der. Forholdene var, - hvad skal man kalde det? - bare nogenlunde rimelige! Der var da i det mindste både varmt og koldt vand, bruser og toiletpapir, så kom bare igen!

Vi fik lavet aftensmad: Pølser, spaghetti og brasekartofler. Bagefter hyggede vi med pigerne med forskellige spil. Til sidst "voksenhygge" med 31 og rødvin.

Tænk at vi virkelig var i Skt. Petersborg i Rusland, vores drømmes mål. Det var nok værd at fejre!

Lørdag d. 1. juli.

Vågnede op til endnu en dejlig solskinsmorgen. Fik morgenmad i det fri sammen med enkelte myg.

Hans Henning og Sven Erik gik lidt rundt på pladsen, så en traktor komme kørende med en vandvogn eller hvad det nu var. Manden fortsatte ud over vejen og plumpede i en bæk, hvor traktoren sat uhjælpelig fast. Han havde vist fået vodka til morgenmaden.

Gerda gik op til vejen der gik forbi pladsen, for at hente Svetlana og Natasha, vores to guider, der kom med bussen inde fra Skt. Petersborg kl. 9.05. Gerda havde snakket i telefon med Svetlana, da vi ankom i aftes og aftalt dette.

Vi tog alle med bussen ind mod byen kl. 9.45 i det dejligste vejr. Kørte videre med Metro ind til centrum, hvor vi begyndte på en utrolig spændende dag.

Svetlana fortalte, at hun havde været rystende nervøs over alle de fremmede mennesker hun skulle møde og om hun kunne gøre det godt nok, - men vi fandt hurtigt melodien.

Drengene nød i den grad at snakke engelsk med Natasha (de kunne nok sproget lige godt).

Vi startede med at gå på Nevskij Prospekt (hovedgaden) i Skt. Petersborg. Gik til Kazan katedralen (zarens bryllupskirke) som vi var inde og se.

Derfra gik vi til Blodskirken, - helt fantastisk med sine særprægede kupler og sine smukke mosaikker. Vi måtte næsten knibe os i armen, for at se om det var virkelighed.

Blodskirken ligger meget smukt og vi havde glæde af at se den fra mange vinkler og retninger i løbet af dagen. Ved Blodskirken stod musiker og spillede meget smukt, det var en helt fantastisk oplevelse - og tænk det var virkelighed!

Vi var ikke inde i kirken, da der stod en kø så lang og ventede.

Herfra gik turen videre ad Nevskij Prospekt til Vinterpaladset.

Svetlana gav is undervejs. Vi var lidt betænkelige, om vi turde spise dem, da vi havde fået at vide, at vi ikke måtte købe is på gaden pga. at det kunne knibe med hygiejnen. Her var nu ingen problemer.

Så kom vi til Vinterpaladset, - og hvilket palads. 1050 sale, hvoraf de 400 er åbne for publikum. Vi nåede nok igennem 30 - 35 af de ubeskrivelige smukke rum. En tur gennem samtlige sale, svarer til en tur på ca. 20 km.

Hvis man bruger 1 minut på hver udstillet kunstgenstand, 8 timer dagligt, 5 dage om ugen, så vil det tage 8 år at se alt.

Tæt ved Vinterpaladset ligger Generalstabsborgen samt Admiraliteten som vi gik forbi. Videre gik turen ned mod de Rørstrømske søjler og Kunstkammeret, til Mikhailspaladset med Det russiske museum og Etnografiske museum og statuen af Peter den store. Så Isackatedralen, der er den største kirke i Skt. Petersborg.

Vi tog med trolleybus, for at finde et sted at spise. Fandt noget der kunne minde om en Mac Donalds. Her var mange mennesker, men vi fandt da 3 små borde ved siden af hinanden. Alle fik fritter og snitzel m/salat.

Herfra gik vi ud til cirkusbygningen for at købe billetter til i morgen, men der var lukket indtil d. 1.9. Kom forbi et rockorkester, der spillede helt fantastisk. Videre gik vi op til Marsmarken med den evige flamme, hvor brudepar kommer og lægger deres buketter. Nogle af gommene bar deres brude ude fra vejen og ind til flammen - temmelig langt.

Ude ved vejen stod en flok mænd og spillede en trompetfanfare, hver gang der kom et brudepar og en pige på hest ledsagede dem fra vejen op til flammen.

Bare de få minutter vi var der, så vi fem brudepar. Da vi senere undervejs hjem kørte forbi i bussen, så vi endnu to brudepar.

Herfra gik turen op over en flot bro over Navafloden. Videre ned til floden, hvor Svetlana forhørte sog om priser på forskellige bådture. Vi fik en tur til kun 500 rub. for os alle 9, - og sikke en tur! Vi så bare så utroligt meget smukt, at det er umuligt at skrive om det hele.

Sejlede bl.a. forbi panserkrydseren Aurora, der nu er museum. Russerne sank selv Aurora under 2. verdenskrig, for at tyskerne ikke skulle tage den. Den lå på bunden af Nevafloden i 950 dage.

Vi så Vinterpaladset fra søsiden, faldskærmsudspingere fra helikopter der landede på et lille stump strand foran Peter og Poul fæstningen, midt mellem alle de solbadende mennesker. Det var en meget oplevelsesrig tur.

Søndag d. 2. juli.

Vågnede til en let overskyet morgen, lidt koldere end i går, men vi kunne spise morgenmaden udenfor.

Tog med bussen ind til byen kl. 9.45 som i går. Mødte Svetlana og Natasha inde på Metrostationen, hvorfra vi tog metroen ud til den smukkeste gamle metrostation man kan forestille sig.

Her købte vi drikkevarer og Svetlana fik fat i en taxabus til os, da der var utrolig lange, brede køer ved busstoppestederne, der gik ud af byen, - det var jo søndag og godt vejr.

Så gik turen med sporvogn og Metro tilbage til et busstoppested, hvor vi sagde farvel til Svetlana og tog med bussen tilbage til Olgino.

Fik lidt aftensmad (brød) samt lidt aftenhygge, før vi gik i seng, lidt trætte efter mange spændende oplevelser.

Vi kørte til Peterhof 30 km. udenfor Skt. Petersborg ved Finske bugten. En skramlende, bumlende tur i en overfyldt bus med hul på udstødningsrøret - sikke en dunst!

Slottet og omgivelserne er så overdådige, at det næsten ikke kan beskrives, men bedst vises i billeder. Ude i parken gik masser af "rokoko" mennesker, folk som stillede op til fotografering mod betaling.

Børnene morede sig vældig i springvandsanlægget. Oprindelig var det lavet sådan, at når man trådte på bestemte ten, startede springvandet. Nu fungerer de ved at blive styret af en person der sidder i skjul i buskene.

Vi var så betaget af Peterhof, at vi slet ikke kunne lade være med at fotografere hele tiden.

Så blev det kaffetid! - Svetlana klagede ofte over, at danskerne ikke lavede andet end at spise og drikke kaffe.

Da vi forlod Peterhof begyndte det at småregne, så vi stilede mod kirken for at søge ly der. Snart styrtede regnen ned, så vi havde været heldige med at opleve slottet og parken i sol, hvor det ene flotte springvand blev afløst af det næste, der var endnu flottere.

Vi undersøgte priser på billetter til hydrofoilbåde ind til Skt. Petersborg, men blev enige om, at det var os for dyrt, og de voksne ville også gerne ind og se kirken rigtigt.

I kirken sad vi og nød freden og stilheden et stykke tid, indtil Natasha tog Hans Henning, Sven Erik og børnene med tilbage til Stk. Petersborg. Svetlana, Gerda og Lisbeth blev tilbage, fordi de gerne ville deltage i messen kl. 17. a de havde ventet en tid, kom en "feje/opsynskvinde" og kiggede stift på Gerdas bare knæ, puffede lidt til Lisbeths skulder og gjorde os højt og tydeligt forståeligt, at vi ikke var særlig velkomne længere.

Svetlana bedyrede, at vi var gode, kristne kvinder, gode mødre, kristne protestanter og at Lisbeth sang i kirken derhjemme. Så blev hun venligheden selv og bad os gå ud en ½ time, mens de gjorde rummet klar til messe.

Da det stadig styrtede ned, gik de en tur op i tårnet for at se udsigten. Undervejs ned mødte de igen damen, hun sagde en hel masse som blev opfattet som skæld ud, men hun inviterede dem ud på taget for at ringe ind til messen.

Gerda og Lisbeth fik lov at betjene de små klokker på skift, mens damen selv betjente de halvstore med hænderne og en af de store med en kæmpe "svensknøgle", hun havde bundet til sin fod.

Tænk engang at have ringet til messe i Skt. Petersborg, hvor mange danskere mon har prøvet det? Nok ikke mange fra Agerskov i hvert fald!

Bagefter tog hun dem med op på pulpituret, så de kunne se det. Alt dette havde de ikke haft mulighed for at opleve, uden Svetlanas hjælp.

Så deltog de i selve messen. Meget anderledes end en dansk gudstjeneste. Alt foregik messende mellem præsten og koret. Koret bestod af 2 yngre kvinder og 2 halvældre mænd, der uden højtalere kunne synge hele kirken op, så fantastisk smukt, - sikke en akustik der var.

Folk kom og gik, tændte lys, bad, blev velsignet med røgelse (også Gerda og Lisbeth). Nogle stillede sig op og fotograferede midt i det hele.

Kl. 18.10 forlod Gerda, Lisbeth og Svetlana kirken, selv om messen ikke var slut. De kom med en meget fyldt bus ind til Skt. Petersborg. Tog afsked med Svetlana og fandt selv hjem til Olgino.

Ved endestationen af Metroen ville Gerda fotografere den smukke gavl i metroen. Straks kom der en politi farende og begyndte at skælde ud på forskellige sprog - som Gerda der spillede ubeskrivelig dum ikke kunne forstå.

Lisbeth blev meget forskrækket, susede hen og undskyldte på bedste engelsk, hvorefter hun halede af med Gerda, - ville ikke risikere hun blev sat fast!

Hans Henning, Sven Erik og børnene var kun kommet til Olgino en halv time før. De havde haft en "spændende" - næsten fire timers hjemtur med venten, venten, venten i øsende regnvejr.

Først kørt til første station med en fulkommen overfyldt bus, hvor busdørene simpelthen ikke kunne lukkes, da der var en dame, der kun kom halvvejs ind og hendes ene sko hang fast i døren.

Bussen læssede dem af og de måtte videre med tog der var lige så overfyldt. Her blev en mor skilt fra sin børn, først tabte hun sin ene sko ned på skinnerne og kunne ikke få fat i den igen og nåede derfor kun at stikke sin hånd ind i toget. Den var til gengæld ved at sidde fast, da dørene smækkede i. Hendes søn der var kommet ind i toget, greb ud efter hende og hans hånd satte sig fast i døren og toget var begyndt at køre. Sven Erik og to andre mænd måtte trække i ham og dørene for at få ham fri - puha!

Børnene mødte en flok jævnaldrene skolebørn fra det sydlige Rusland, som de kom i snak med. På Metroen sagde de et sidste farvel til Natasha, - hun var driv våd og lidt ked af den besværlige hjemtur - børnene var til gengæld utrolig glade for, at hun havde ofret en søndag på at tage med os til Petershof. En våd flok tog hjem til Olgino, til et varmt bad og tørt tøj.

Da alle var vel hjemme igen, fik vi lavet aftensmad - hyggede lidt - fik skrevet dagbog - og så god nat!

Det har været en fantastisk dag, hvor vi oplevede en masse, vi bestemt ikke havde oplevet uden Svetlana og Natashas hjælp. Har også sparet en del penge, både ved taxikørslen og billetterne til Petershof. Her købte Svetlana russiske billetter til os og vi fik strenge ordrer på, at "holde kæft" mens vi gik gennem billetkontrollen. Turistbilletter er mange gange så dyre som russiske billetter (5 dobbelt).

Mandag d. 3. juli.

Det har regnet det meste af natten og vi stod op i regnvejr - spiste morgenmad i regnvejr - vaskede op i regnvejr - tog afsted mod Skt. Petersborg i regnvejr.

Hans Henning og Mette havde besluttet sig for at tage en "hjemmedag", og i sidste øjeblik besluttede Sven Erik sig for at holde dem med selskab.

Mette lavede program for hjemmedagen. Det meste af det blev også nået og så slap "mænnerne" for en shopping dag - herligt.

Sven Erik gik lidt rundt og fotograferede på stedet. Det store motel Olgino og selve campingpladsen vidnede mest om noget der var i forfald. Selve motellet var, så vidt vi kunne skønne, kæmpe stor, men gæster så vi næsten ikke. Campingpladsen kunne være rigtig god i de omgivelser, men den blev ikke passet af nogen som tog det særligt alvorligt, så sanitetshuse der ikke virkede længere, fik lov til at ligge som ruiner på pladsen og de to huse vi fik anvist virkede kun delvist.

Mens Mette og "mænnerne" hyggede, gik de andre til bussen for at køre til Skt. Petersborg. De regnede med, at de skulle med bussen som sædvanlig kl. 9.45, men der kom ingen bus. De blev stående til bussen der skulle komme 10.14, men stadig ingen bus. Så endelig kl. kl. 10.27 kom der en bus med den rigtige kurs. Problemet var, at de ikke havde taget højde for, at det var mandag og delvis fridag, med deraf færre busser.

De skulle mødes med Svetlana på Metrostationen og hun havde heldigvis ikke opgivet at de kom, så kl. 11.20 kunne de mødes. Svetlana virkede meget tankefuld og indadvendt, måske havde hun ikke lyst til at se vesterlændinge bruge penge til unødige ting, når hun selv havde for lidt?

Men hun viste dem beredvillig forskellige butikker hvor der bl.a. blev købt nogle forskellige Babusjkaer.

Drengene købte sig hver en russisk militærhat, - flotte fyre!

I Olgino havde det regnet det meste af dagen, så Mette tegnede en tegning af, hvilke gøremål der skulle klares, før de andre kom hjem fra byen.

Til aftensmad gik vi op på hotellets restaurant og spiste lammesuppe + deres form for kebab (med kirtler) + salat og det lækreste brød til.

Bagefter kom Natasha (den lille engel) med bus ud til pladsen, for at guide Gerda og Sven Erik ind til byen, hvor vi kunne aflevere de ting, vi havde medbragt til et børnehjem.

Svetlana havde lovet Viga (en kontaktperson) at tage imod disse ting, men nu "kunne" hun ikke, så det blev bragt ind i den lejlighed Natasha delte med sine forældre, lillebror og sin kæreste. På den måde fik vi set et russisk boligkompleks udefra og indefra. Det var nok ikke et af de allerdårligste, men absolut ikke misundelsesværdigt.

Gerda og Sven Erik fandt selv hjem inde fra centrum, hvor Natasha boede, med lidt kriblen i maven, men det gik.

Hjemme på campingpladsen fik vi startet på sammenpakningen og sluttede aftenen af med den sidste flaske hvidvin.

Der kom både hollænder og italienere til pladsen i dag.

 

 

Tirsdag d. 4. juli.

Så er det farvel til Skt. Petersborg i dag.

Vi stod op kl. 6.30 for at være klar til Svetlana skulle komme og hente os og guide os gennem byen kl. 9. Men kl. blev 9.46 før hun kom.

Vi kørte mod byen, men havde ikke kørt ret langt før det gik galt! Pludselig kom Svetlana der var med i den forreste bil i tanken om, at vi skulle dreje til venstre (var i en ligeud bane). Ingen af os havde nok tænkt på, at Svetlana kun kendte byen fra bus eller bagsæde på en bil og slet ikke var fortrolig med den form for trafik, hun nu kom ud i, eller at, hvis man skal guide to biler med campingvogn, er det en helt anden form for kørsel der skal til.

Så ved hendes pludselige anvisning svingede Hans Henning brat til venstre og var ved at blive torpederet af en bagvedkørende, desuden holdt der en politibil i krydset, så puha! - men det gik godt. Sven Erik der kørte bagerst hverken kunne eller ville foretage en lignende venstredrejning, så de var nød til at fortsætte ind mod byen. Fra turen i går aftes, hvor vi var inde og aflevere pakkerne, vidste vi, at der var langt ind, før det var muligt at få vendt, men endelig lykkedes det. I mobiltelefon fik vi fat i de andre og blev enige om at mødes ved en tankstation vi havde set tidliggere på dagen.

Da vi atter var samlet, fik vi studeret kort, prøvede at trøste og berolige stakkels Svetlana og så gik det atter ind mod byen.

Denne gang lykkedes det os at komme helskindet gennem byen. Svetlana var meget nervøs, men uden hendes hjælp var det bestemt ikke lykkedes os at finde igennem. Der var en del trafik og ingen vejskilte på almindelige gader og slet ikke med bogstaver vi kendte (kyrilliske bogstaver). Men nu har vi oplevet, at kørt lige forbi Vinterpaladset med campingvogn.

Svetlana fulgte os nu helt ud til hvor byen stoppede, før vi tog afsked. Hun var meget stille og indadvendt. Hun bad Hans Henning stoppe flere gange, så hun kunne spørge om vej, var så bange for at gøre noget forkert. Fortalte at hun havde været ved at kaste op, så bange var hun. Lidt synd, at vores gode bekendtskab skulle ende på den måde.

Sydvest for byen holdt vi ind i vejsiden og fik lidt og spise, for der var ingen rastepladser. Videre gik det mod grænsen til Estland, gennem et ret flot landskab med mange små fattigt udseende landsbyer, og mange store faldefærdige kollektiver.

Der er en fantastisk blomsterflora langs vejene. Solskin med mørke skyer.

Kl. 15.10 kom vi til Ivangorod, grænsen er en stor flod, med en kæmpe borg på hver side.

Nu var det definitivt farvel til Rusland med mange, mange spændende oplevelser, et lidt håbløst, trøstesløst land, med dårlige menneskelige boliger og dårlig velfærd, kæmpeflotte store slotte (hvor ingen bor), dårlige veje, små blå stinkende lastbiler, Ladaer der rasler og skramler, store flotte biler, kvinder der er alt for overmalede, men har en dårlig hygiejne osv.osv.

Kl. 16.30 var vi igennem den russiske grænse uden problemer. Her var der en helt anderledes venlig og smilende "betjening" end ved den russiske grænse ved Finland. Personalet ville gerne gøre sig forståelig både på tysk og lidt engelsk. Her var bygningerne næsten nye, hvor de ved den anden grænse var alle faciliteter fuldkommen nedslidte.

Vi havde lidt problemer ved den estiske grænse, da det her er påbudt, at børn har eget pas eller er afbildet i forældres pas. Men alle tog det med smil og latter og godt humør. Var over grænsen kl. 17, men som nu var 16 efter estisk tid.

Her minder Estland om nogle dele af Ungarn, med almindelig bondekultur. Bygningerne er pæne og alt virker mere velholdt end i Rusland. Vejene betydeligt bedre, folk mere almindelig velklædte og så har de jordbærmarker.

Var inde på en lille cafeteria ved Kothla-Järve og få aftensmad. Maden var bestemt rimelig til prisen.

Videre østpå gik det gennem de store "slaggeområder". Sikke nogle bjerge minedrifterne havde skabt her.

Snart kunne vi se ud over Finske bugten - smukt og så i solskin.

Små landbrug, kornmarker, blomstrende rapsmarker og lærkesang. Stensætninger fra vikingetiden og noget der lignede gravhøje. I nærheden af Tallin er der store ar i landskabet efter udgravninger af bl.a. fosfor.

Var som sædvanlig inde på en tankstation for at spørge efter en campingplads, men denne gang var vi nu ikke helt på vildspor, da vi havde fået lidt oplysninger af italienerne, der kom til Olgino i går.

Ankom til campingpladsen Ankom til campingpladsen Motoklubi kämping "Kalev", Kloostrimetsa, 11913 Tallinn

ved 21 tiden. Den var ikke ret stor, men meget, meget fuld, da en gruppe på 25 enheder fra hovedsagelig Tyskland, men også enkelte østrigere og sweitzer. Desuden var der finnere, hollændere, englændere, svenskere, estere, danskere og os.

Vi fik stillet op, spist dansk koldskål med kammerjunkere, spillet badminton. Gerda og Sven Erik gik en lille tur op til en nærliggende fjernsynstårn og Lisbeth gjorde rent efter en eksploderet ølflaske i campingvognen.

Onsdag d. 5. juli.

Sven Erik startede dagen med en gang maveproblemer, - så han var ikke meget værd.

Jens, Lars Erik og Gerda gik op til fjernsynstårnet, der lå et par hundrede meter væk, for at tage en tur op i det. Da de kom derop, sagde vagten, at elevatoren først gik op kl. 10, - jamen kl. var jo 10!!! Det viste sig, at Estland godt nok er 1 time foran os i Danmark, men de havde ikke sommertid, så kl. var kun 9, - de så vist lidt dumme ud. Kl. 10 tog Lars Erik og Gerda så en tur op.

Den anden Appel familie kørte ind til Tallin i egen bil.

Kl. 11 tog Gerda og Lars Erik med bussen ind til byen, mens Sven Erik fik sig en ordentlig skraber. Vel ankommen til Tallin startede de med at købe frimærker, så alle de postkort Gerda havde skrevet i Olgino/Skt. Petersborg kunne blive sendt.

Tallin er en utrolig smuk by med masser af gamle huse og gader. Virkelig en by der er værd at ofre tid på.

De tog på restaurant, hvor de fik en lækker middag. Lars Erik fik oste og skinkesalat, kyllingesnitzel m/ost, grøntsager, fritter og karrysauce. Gerda fik kyllingesalat, svinekoteletter m/champignonsauce, fritter, grøntsager og salat - kæmpeportioner som bare smagte godt.

Godt mætte gik de ud for at indtage byen. Gik længe rundt og så mange af de gamle imponerende bygninger. Vejret var bare perfekt til byvandring.

Kiggede ind i nogle af de gamle baggårde, hvor de blev "overfaldet" af en måge. Var inde i den smukke russisk ortodokse kirke, hvor Lars Erik handlede lidt. Han handlede også i en legetøjsbutik, købte soldater. De var ikke af Lego, men ellers var det en LEGO-butik.

De så tårnet der hedder "Kik in der kych" (kik ind i køkkenet). Husene ligger i samme højde som tårnet, så man kunne se ind i køkkenet.

De så også Uffe Elleman Jensen, der tændte en stor cigar lige for næsen af dem. Stedet hvor Dannebrog faldt ned, så de også.

De så stedet sammen med en flok estere, der også var faldet - dybt i flasken. De var temmelig fulde og dumme og den ene ville absolut fotograferes sammen med Lars Erik.

Var i forskellige butikker og kigge, var i souvenirgaden og i et lille supermarked efter dagligvarer, hvorefter vi tog tilbage til campingpladsen ved godt 15 tiden.

Her havde Sven Erik det væsentlig bedre og vi mødtes igen alle efter en god dag. Slappede af med kaffe, cola, vand osv. og snakkede om, hvad vi hver især havde oplevet. Tog en bid brød til aftensmad, hvorefter vi tog endnu en tur til Tallin så Sven Erik også kunne nå at få lidt af byen og se, dog blev de tre største børn hjemme for at lege.

Vi startede med at besøge en stor skovkirkegård, der strækker sig over 1 km. i længden og ligger i bredden langt, langt ind i skoven, nord for Tallin.

Gravstederne var meget forskelligt anlagt og de allerfleste var pænt passede.

Vi fortsatte turen ind mod Tallin, der blev noget mere omfattende end vi først havde planlagt, da vi gik forkert. Men vi så mange, mange smukke bygninger og nåede alligevel hjem til den lovede tid.

Kørte langs med den Tallinske bugt i en smuk solnedgang.

Efter børne putte tid, nød Gerda et glas dejlig Tokaje vin og Lisbeth, Hans Henning og Sven Erik en god velvoksen øl. Det har været et pragtfuldt vejr hele dagen.

 

Torsdag d. 6. juli.

Vågnede meget tidligt, da den store gruppe af tyskere m.fl. skulle afsted. Vi stod op ved 7 tiden og var klar til afgang kl. 9.15 efter en rimelig afslappet morgen.

Vi havde snakket lidt med de andre danskere som lå her og med "camping- damen", der alle havde frarådet os at køre over Vörn pga. ret dårlige veje, så vi besluttede os for at køre direkte til Riga i dag.

Vejret var vidunderligt og det gik fint igennem Tallin med en god omfartsvej. Videre gennem landbrugsområder med små ejendomme, hvor der mange steder var storkereder med unger i, - en del skovområder og kun enkelte store kollektiver. Var inde og spise lidt nord for Pärnu. Det var ikke noget at skrive hjem om.

Videre gik det mod grænsen gennem fladt bondeland. Det tog kun få minutter for os at passere grænsen. Hans Henning havde lidt problemer, da han ikke havde det grønne forsikringskort med på campingvognen, så han måtte af med 30 D.mark, men over kom vi alle kl. 15.10.

Vi vekslede - Gerda 200 D-mark og fik kun 57,80 Lat igen. Gerda protesterede, men så rejste "Dolly Paton damen" sig bag skranken og fortalte hvad en Lat var værd.

Toldpersonalet var flinke og venlige og der var stadig flot solskinsvejr.

Lidt syd for grænsen fik Hans Henning problemer med bremserne på bilen. Vi listede sydpå til vi fandt en rasteplads, hvor Hans Henning og Sven Erik kunne se væske ved det ene baghjul. Hjulet blev taget af og bremserøret blev efterspændt og lidt nyt bræmsevæske hældt på. En gang udluftning og så virkede bremserne igen.

Gerda og ungerne benyttede lejligheden til at tage en dukkert i det dejlige vand i Rigabugten, som vi holdt helt ude ved (bagefter læste vi, at det er rigtig meget forurenet). Lisbeth solede sig og alle nød pausen, hvor der også var tid til kaffe.

Vi fortsatte sydpå langs kysten, som vi næsten bare ikke kunne se for træer. Men i enkelte glimt kunne vi se at der var meget smukt.

Det var åbenbart vores "lykkedag" i dag, for vi havde ikke kørt ret længe, da Lars Erik skulle kaste op, - heldigvis fik han fat i en plastpose (med hul i bunden) som tog det meste! Lisbeth er lidt halv sløj og Gerda har rigtig ondt i ryggen - så det går bare godt.

Vi fandt en campingplads ca. 35 km. nord for Riga, men toiletterne var bare et hul i jorden, eller i noget der kunne minde om en gylletank, så vi kørte videre. Lidt uden for Riga kørte vi ind på en tankstation for at spørge om vej, - Lisbeth spurgte bl.a. en mand der stod og tankede bil. Han kunne ikke rigtig forklare os noget, - vi spurgte inde, hvor personalet var vældig hjælpsom, men kunne heller ikke hjælpe. Manden fra før kom ind for at betale og det endte med at han tog os med ud til sin bil, hvor han halede en kortbog frem og begyndte at vise os vej i den. Da det stadig kneb med forståelsen, pegede han på vores biler, hoppede i sin egen og "fortalte" os, at han ville køre foran gennem Riga og vise vej. Sikke en tur, vi skulle tværs gennem byen, bl.a. gennem flere områder med vejarbejde med 30 km. hastighedsbegrænsning og han kørte det meste af tiden 50 - 60 km. i timen.

Det tog ham mindst 3 kvarter, at lede os gennem byen i en rasende fart og så os med en campingvogn på krogen syntes måske det gik ekstra stærkt.

Vi prøvede at følge så godt efter som vi kunne, - puha - og vi havde endda lige snakket om, at det ikke blev så spændende en dag, - nu fik vi spænding for alle pengene. Da han havde ført os vel gennem byen, holdt han ind til siden, for at vise os det sidste stykke på sit kort

Just som vi lige havde fundet kort frem, kom en lettisk bil susende ind foran os med tudehornet i bund. Lisbeth råbte: "Det er ham, Det er ham", - og det viste sig at være en dansker de lige havde hilst på undervejs ud fra rastepladsen, hvor vi havde ordnet bremser.

Han skulle til Jurmala, hvor campingpladsen vi kørte efter lå og vil gerne lede os videre.

Det var vi glade for, eller vi blev det, da det viste sig, at Jurmala er et "afspærret" område, hvor man skal betale et beløb i en automat, for at må køre videre ind. Det havde vi nok ikke selv fundet ud af, da vejledningen kun stod på lettisk. (Jurmala er et stort område der på mange områder er total fredet).

Vi fortsatte efter ham, men nu stille og roligt, indtil vi holdt på en Statoiltank og spærrede vejen for alle de andre. Jens som han hed, meddelte os nu, at hans lettiske kone, som han lige havde hentet i Riga, frarådede os den campingplads som lå i området og for øvrigt alle andre campingpladser i Letland pga. af for dårlig hygiejne.

Jens havde nu et andet forslag til os. En af hans danske venner der boede i nærheden, havde en byggegrund til et sommerhus nede ved floden, det kunne være vi måtte slå op der, hvis vi var interesserede? Det var vi vel nok, så han ringede til vennen Hanss der straks kom susende.

De fulgte os så begge ud til en dejlig plet ved en skøn flod. Vi sagde omgående ja tak. Ikke mindst ungerne syntes det var skønt og var vildt begejstrede. De kunne bade, fiske og lege i nogle kæmpe sandbunker, der lå klar til byggeriet.

Både Jens der havde samlet os op og Hanss var utrolig flinke og hjælpsomme. En kæmpe tak til de to.

Hanss blev for at hjælpe os lidt til rette. Han snakkede med en russer, der boede illegalt på hans byggegrund og fik ham til at passe på os og kigge efter vores ting. Mange russere er simpelthen smidt ud af de baltiske lande, især dem der ikke kan eller vil snakke andet end russisk. Han viste os hvilke muligheder vi havde ved floden og hvor hans grund gik til.

Da han var kørt, fik vi stillet op, fik aftensmad og kravlede til køjs, efter en alligevel utrolig spændende og meget anderledes dag.

På vej fra Riga snakkede vi om, at Gud havde sendt nogle engle for at hjælpe os, da vi ikke kunne finde vej. Først manden ved tanken, så Jens og til sidst Hanss, hvortil Lars Erik eftertænksom sagde: Jeg troede alligevel ikke, at engle kørte så stærkt!

Fredag d. 7. juli.

Vågnede op til en til en dejlig morgen efter en lige så dejlig nattesøvn.

Russerens hane galede i det fjerne, solen skinnede fra en skyfri himmel og livet var bare dejligt.

Ved morgenmaden kiggede Hanss forbi, for at se om vi klarede os og for at fortælle hvor det var klogt at handle og hvad der var godt. Herlig fyr.

Ungerne løb ned til floden for at bade og blev væk til de blev hentet til frokost, så gik de i krig med sandbunkerne. Ungerne nød i den grad en dag, hvor de helt selv kunne bestemme farten.

De skiftevis smurte sig ind i mudder, badede i floden og legede i sandbunkerne.

Sven Erik og Gerda kørte et smut ind til byen for at handle, bl.a. i en pragtfuld fiskebutik. Derefter en rigtig slapper eftermiddag.

Lisbeth og Hans Henning kørte en lille tur sidst på eftermiddagen, mens Gerda gik en tur og spiste blåbær og Sven Erik gjorde bilen ren.

Sidst på eftermiddagen kiggede Hanss igen forbi. Denne gang kom han for at sige farvel, da han og familien skulle til Danmark i morgen til bryllup hos hans søster. Han tog Hans Henning med hen på en lokal cafe for at bestille mad til vores aftensmåltid og for at få rabat til os.

Undervejs kørte de bl.a. et smut forbi hans hus, hvor han var ved at få en "lille" tilbygning på 180m2 sat op.

Kl. 19 tog vi hen og spise og det var både godt og billigt. Bagefter kørte vi en tur ind til centrum af Jurmala og gik op ad strøget, der er en lang, bred, flot gågade. De 3 store børn var en tur oppe i en flysimulator. Lisbeth og Mette blev i bilen, da Mette sov. Hjemme nød vi et glas vin og øl. Gerda Fik ringet til Dinne, der bestem ikke havde det så godt!

Sven Erik og Gerda gik ned for at tage morgenbad i floden. Til Sven Eriks ærgrelse, var der allerede en familie dernede, så han gik længere om for at bade. Gerda nød sit morgenbad i fulde drag.

Hans Henning og Mette sad og nød den dejlige morgen ved floden og kiggede på nogle ænder der kom forbi.

 

Lørdag d. 8. juli.

Stod op til endnu en strålende morgen. Gerda ringede og snakkede med en sygeplejerske og med Dinne igen. Dinne syntes ikke vi skulle fremskynde hjemkomsten, men vi besluttede alligevel at rykke teltpælene op og tage sønderpå, så der blev ingen rigtig besøg i Riga denne gang - så vi må jo se om vi kommer her igen.

Var klar til afgang kl. 10.15 og det gik fint uden om Riga og sydpå.

Naturen er smuk og mere åben her med mange vandhuller og søer, små landsbyer med mange storke.

Kørte mange kilometer, hvor der var frugttræer på begge sider af vejen.

Kom til den litauiske grænse ved middagstid og over helt uden problemer. Tolderen/grænsebetjenten på den lettiske side havde det utrolig sjov. En skam vi ikke forstod ham, men Hans Henning kunne bagefter fortælle, at han havde "beskyldt" os for at have campingvognen fyldt med narkotika, - det var det han havde det sjovt med.

Efter 4½ times kørsel i Litauen, kan vi konstatere at naturen her er meget mere varieret og spændende end i alle de foregående lande vi er kørt igennem. Mange steder bakkede landskaber, hist og her småsøer og mange storke.

Det første stykke i Litauen var præget af kollektiver, men længere inde i landet er der næsten udelukkende små landbrug, hvor vi ser mange kvinder gå med numsen i vejret og luge. Her er masser af bittesmå marker.

Vi ville ha´været ind og spise varm mad til middag, men tog en bid brød, da vi ikke kunne finde et sted at spise. Og så havde vi kun kørt et par km. efter frokosten, da der selvfølgelig kom et sted, der så rigtig lækker ud.

Vi var inde på Korshøjen. Dette mærkelige sted var en stor oplevelse, ja virkelig en af de store på turen.

Vi havde set en udsendelse om stedet i TV og den klirende lyd fra de mange små kors i vinden var nøjagtig som vi huskede det.

Korshøjen er helt tilbage fra 1400 og et eller andet- og det kommunistiske styre har flere gange prøvet at jævne den med jorden, men lige så hurtigt dukkede korsene op igen.

Ingen ved hvor mange kors her er, men langt over 100.000 skulle det være.

I Siauliai var vi inde og tanke på en Statoil tank med visa kort, - yderst besværligt. Normalt er det gået helt uden problemer, hvor det oftest har været hos Shell.

Vejene er rigtig gode og vejret er fint. Vi har set en del høstvogne med et hesteforspand. Kørt forbi en ganske ubeskrivelig traktor, sikkert hjemlavet.

Ved godt 18 tiden var vi i udkanten af Kaunas og kørte som sædvanlig ind på en tankstation for at spørge om vej til en campingplads, men som vi også regnede med, skulle vi helt til Vilnius for at finde én. Da der allerede stod en campingvogn fra Estland på den store plads bag tankstationen, spurgte vi, om vi også måtte stille op der. Det fik vi lov til, mod betaling af 20 Litas plus 20 litas for brusebad til alle.

Vi stillede hurtig op og kørte ind til Kaunas, hvor vi spurgte en mand om vej til centrum. Han tegnede vejen for os, men kom så i tanken om, at han gerne selv ville med derind, så han hoppede ind til hans Henning og de kørte foran derind.

I centrum slentrede vi en tur op og ned ad den smukke gågade og fandt et dejligt spisested, hvor børnene fik spaghetti med kødsouce og de voksne oksesteak med kartofler og salat.

Bafefter gik vi hele vejen op ad gaden til den russiske ortodokse kirke og tilbage igen for at finde rådhuset. Det lå nu ikke lige i nærheden så vi besuttede at køre hjem, da vi alle var ved at blive lidt trætte.

Børnene og Hans Henning kravlede til køjs. Lisbeth og Sven Erik fik sig en god øl og Gerda sit sidste Tokajervin.

 

 

Søndag d. 9. juli.

Det har regnet en del i nat, men de fleste har sovet godt. Kørte ved 9 tiden. Overskyet og småregn. Kom fint uden om Kaunas og sydpå mod den polske grænse. Naturen er stadig smuk her i Litauen, men det er koldt i dag.

Kom til grænsen ved 11 tiden og var ovre kl. 11.50 - ca. 3 kvarter uden problemer, men mange formaliteter, så nu var vi i Polen.

Var inde og spise ret hurtig efter at grænsen var passeret.

Videre gik det, mens det regnede ret konstant. Vejene dårlige, så det gav en langsom kørsel. Fandt en lille privat campingplads i en lille landsby ved navn Werzbiny. Campingpladsen var ganske udmærket. Toilet og bruseforhold helt i top. Børnene kunne fiske, naturen var smuk, så det var ikke så meget at betænke sig på og tilmed var prisen rimelig - 35 sloty pr. enhed pr. nat - alt inklusive. Ved ankomsten til pladsen, var vejret klaret op.

Vi fik slået op og ungerne for straks i fiskeriet. De fik madding af vores polske nabo (maddiker). Og endelig lykkedes det for dem at fange nogle fisk, - ikke store, - men fisk.

Var henne på "den lokale" i byen og spise aftensmad. Veltilberedt og rigtig god mad.

Hjemme igen spillede de voksne lidt 31, mens børnene fiskede videre.

Mandag d. 10. juli.

Stod igen op til det mest vidunderlige vejr, så er det hele nu så dejligt, måske selv en opvask? man kan i hvert fald få lang tid til at gå med den!

Hen på formiddagen kørte vi til Gizycho, hvor vi var på marked og fik handlet lidt. Videre mod Ketrzryn, men inden vi kom dertil, var vi inde på en pæn landevejs restaurant for at spise. Vi fik alle suppe (Maggis det bedste) fy føj plus salat. Tilmed var maden temmelig dyr i forhold til andre steder.

Fra Ketrzyn kørte vi videre til Swieta Lipka, hvor vi var inde og se den smukke valfartskirke. Efter denne oplevelse, tog vi vejen mod Reszel, langs den stod 15 små kapeller. Så var det eller med små zig-zag veje hjem til campingpladsen, men det var mange smukke steder på den tur.

Stoppede lidt op ved et sted med en udsigt over en af de mange smukke søer. Her som så mange, mange andre steder, stod et krucifiks med blomster og farvede bånd. Enkelte steder er blomsterne ægte ellers var de af plastik.

Hjemme igen fik ungerne en hurtig mellemmad, så de kunne skynde sig ned og fiske. Gerda og Sven Erik gik op på "den lokale" og fik kallunsuppe plus sprængte griseskanker og salat, - specielt, men godt.

Ungerne fik lov at blive længe oppe og vi voksne spillede 31.

Tirsdag d. 11. juli.

Stod igen op til supervejr. De tre store børn besluttede sig for at blive hjemme og fiske og hygge i dag, mens vi andre 5 kørte til Hitlers kæmpebunkers ved Gierloz (Ulveskansen).

Det var lidt underlig at gå i resterne af det som en gang havde været en højborg af ondskab. Hitler havde delvis boet der fra 1941 til 1944.

På den anden side var det alligevel en oplevelse at se Ulveskansen, - sikke nogle murer der stod tilbage efter at tyskerne selv havde prøvet at sprænge det hele i luften i 1945. Det var også her grev Stolzenberg og co. prøvede at myrde Hitler i 43.

bitte landsby der hedder Pilwa. Alt var ubeskrivelig gammelt, bortset fra alle parabolerne.

I denne lille by talte vi 16 beboede storkereder med 3 - 4 unger i hver, - altså mindst 80 storke, hvad vi bare kunne se. På en lille bitte mark, gik 5 storke.

Tilbage ved den brostenbelagte vej, gik det videre til Gizycho, hvor vi igen var på marked efter noget af deres dejlige friske frugt og grønt. I byen købte vi også smukt krystal til at há med hjem som gaver.

Hjemme igen. Ungerne havde nydt det mens vi var væk og vi havde haft en dejlig tur. Ungerne havde fanget en del små fisk, især Jens havde været heldig.

Lars Erik og Gerda tog en tur på søen i en cykelbåd.

Vi var alle henne på "den lokale" og spise. Rigtig god mad. Bagefter fiskede drengene igen, mens Lene og de voksne spillede 31.

Alle gik ret tidligt i seng. Det er lummert og begyndt at småregne.

Onsdag d. 12. juli.

Det har regnet mange gange i nat og det regnede stadig til morgen. Vi fik dog pakket sammen og var køreklar kl. 8.15. Kørte ind i tordenvejr med en kæmpebyge.

De første 30 - 40 km. var vejene forfærdelige, men de blev bedre, dog ikke gode. Her er en del trafik og flere store skove, ellers landbrugsområder, hvor det ser ud som om afgrøderne står forholdsvis godt. Kornet er ved at være modent og vi har set en enkelt høstmark.

Kom godt gennem Olsztyn og holdt en frokostpause i halvkoldt tørvejr.

Videre vestpå, på ret dårlige veje, der er værst i byerne. Trafikken jævn.

Det går fortsat støt vestpå uden de store oplevelser og det regner meget af tiden, ind imellem titter solen dog lidt frem. Kom godt gennem flere store byer. Vejene er godt afskiltet med både navn og nummer.

Vi så mange letpåklædte "vejpiger". Lars Erik mente, at det var på tide, han kom til at fiske "sild", men Gerda var nu bange for, at han fik en torsk på krogen.

Ved 21.30 tiden fandt vi en lille "campingplads" langt inde i skoven, mest for hyttefolk. Mon her har været en dansk campist før?

Undervejs herud så vi 4 store flotte krondyr, stå, løbe og hoppe et stykke inde på marken ved siden af vejen temmelig længe. Sikke et syn.

Vi fik slået op og kravlede til køjs efter en sidste godnat øl, - og efter at Lisbeth væltede over en træstub i mørket og vriklede om på foden.

Torsdag d. 13. juli.

Vågnede op til en flot morgen. Vi ligger ved en rigtig flot sø og lokale lystfisker var for længst i gang, selv om vi er tidlig oppe. Var klar til afgang kl. 8.15.

Vi så en del egern, da vi kørte gennem skoven fra campingpladsen.

Var på et marked i Dobiagniew og købte lidt frugt og lidt gaver til børnebørn. Der var en sand folkevandring til og fra markedet.

Kom til Gorzow WLKP. Der skulle vi gennem bymidten efter vore kort, men den var lukket pga. vejarbejde. Vi forsøgte at finde en omfartsvej, men må have overset noget, eller også var det en mangelfuld afskiltning der var skyld i, at vi ikke kunne finde den rigtige vej. På et tidspunkt blev vi passet op af et par fyre i en bil der gerne ville vise os vej, - engle igen, troede vi, - men nej, pludselig ville de have sig rigtig godt betalt for ulejligheden. Ubehagelig oplevelse.

Var ved grænsen til Tyskland ved middagstid, hvor det tog en lille halv time, så var vi ovre uden problemer, men vi blev kigget meget grundigt efter.

Vi holdt ind på en p-plads ved et stort indkøbscenter og spiste frokost og handlede lidt. Vejene opleves som en drøm at køre på, efter oplevelsen på de polske veje. Det gik i strygende fart hjemad, sådan føltes i hvert fald, hvor vi nu kunne køre mellem 80 og 90 km i timen, selv om vi hele tiden blev overhalet af nogen som kørte betydelig hurtigere.

Kørte af motorvejen ved Schwarzenbek/Grande kl. ca. 18 og fandt en dejlig rasteplads ved søerne lidt nord for Trittau. Her er en smuk udsigt og så gik der nogle heste og græssede, som ungerne kunne snakke med.

Efter en times pause fortsatte vi nordpå.

Vi har haft solskin det meste af dagen, men lidt køligt, dvs. Lisbeth i sweater og jakke, Gerda i shorts og bluse

Så nærmer vi os hastigt den danske grænse. Det føles som uendelig længe siden at vi rundede Kronborg og nu med så mange, mange oplevelser rigere.

Med tak i sindet triller vi hjemad. Tænk at få lov at opleve så meget, og køre så mange kilometer uden nævneværdigt uheld.

Vi nåede lige ind og handle ved grænsen før lukketid. Ved grænsen blev vi budt velkommen hjem af en vældig flik betjent, der grinede noget da han så vores pas og hørte om turen.

Turen blev på godt 6.000 km.

 

Tilbage til start - klik her